skip to Main Content

2016-06-09 Hvidovre Avis – PLASTIKBOKS FRA HVIDOVRE KAN LETTE SOLDATERS ARBEJDSDAG

Hvidovre-virksomheden PlastPack Defence har udviklet en plastikboks til ammunition, som vejer en tredjedel af de nuværende stålbokse, der bliver brugt af militær verden over.

Når soldater er på en operation, så betyder vægten meget. For med uniform, udstyr, våben og ammunition med som følgesvende er der nok af kilo at slæbe på. Derfor har Jan Engmann fra Hvidovre fået en god idé. Sammen med et par forretningspartnere har han brugt de sidste fire år på at udvikle en opbevaringsboks i plastik til militær ammunition, der skal erstatte de stålbokse, som militære enheder over hele verden har brugt i mange år. For med en plastikboks til ammunition vil soldaterne have mindre vægt at bære rundt på, ligesom det vil veje mindre, når ammunitionen bliver transporteret i kampvogne eller transportfly. ”Vi har brugt lang tid på at finde frem til denne her boks,” siger Jan Engmann og peger på den grønne plastikboks, som i fremtiden kan blive en fast del af det militære isenkram verden over.

Grønnere profil 

Den 56-årige Jan Engmann har bopæl i Hvidovre og er direktør og medejer af PlastPack Defence. Og fra virksomhedens lokaler på Biblioteksvej midt i Hvidovre Kommune er han i kontakt med aktører fra militær- og våbenindustrien over hele verden. ”Vi har lavet masser af forsøg med den her letvægtsemballage, og vi har fået den testet af både det danske og norske forsvar, ligesom Teknologisk Institut har testet den for os,” siger Jan Engmann, der selv har en baggrund i både plastindustrien og militærindustrien. PlastPack Defence har fået støtte fra Videnskabsministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet, idet virksomheden opfylder nogle af de teknologikriterier, som den danske stat har lavet i forhold til den nationale forsvars- og sikkerhedssikkerhedsstrategi. Her er der nemlig lagt vægt på at støtte danske virksomheder indenfor forsvarsindustrien i at udvikle og producere innovative og højteknologiske løsninger, der kan understøtte det danske forsvar, som f.eks. mere miljøvenlige og effektive produkter.
Og PlastPack Defences bokse kan ifølge Jan Engmann blive en gevinst for de militære budgetter. ”Forsvaret sparer penge og får en grønnere profil ved at benytte plastikbokse. I en tid hvor militæret over hele verden får skåret deres budgetter, kan det her hjælpe, fordi vores ammunitionsbokse kun vejer en tredjedel af de traditionelle stålbokse, som der bliver brugt i dag. Dermed kan der blandt andet spares en masse brændstof. Som et eksempel kan jeg nævne, at det danske forsvar i 2010 sendte 85.000 stålbokse med ammunition til Afghanistan. Hvis de i stedet havde brugt plastikbokse, skulle de have fragtet 140 tons mindre, og det ville have betydet en besparelse på 10 millioner kroner. Der er generelt rigtig meget fokus indenfor forsvaret på at minimere vægten på udstyr,” forklarer Jan Engmann.

Flere lokale arbejdspladser

Set med lokale øjne kan PlastPack Defences satsning betyde flere arbejdspladser i Hvidovre. ”Vi har nogle aftaler med den norske ammunitionsfabrik Nammo, som har garanteret os, at vi indenfor en ti-årig periode kommer til at kunne få afsat seks millioner bokse verden over til deres samarbejdspartnere, som er militær i mange forskellige lande. Blandt andet USA, England, Singapore, Norge og Danmark. Efter sommerferien går produktionen af vores bokse i gang. Derfor vil vi i 2017 skulle ansætte flere folk. Vi regner med at skulle ansætte 15-20 nye folk,” siger Jan Engmann. Netop på grund af de lyse fremtidsudsigter skal virksomheden også have fundet nogle nye lokaler. ”Vi kan ikke være flere her i vores nuværende lokaler. Så vi skal have nogle større, og det må meget gerne være på Avedøre Holme. Hvidovre er en god placering for os. Vi er tæt på København og lufthavnen, og vi er samtidig tæt på Forsvarets Indkøbstjeneste, som ligger i Ballerup, som vi har en del kontakt til,” siger Jan Engmann. Virksomheden har taget patent på ammunitionsboksen i plastik, som senere på året skal testes af soldater i flere lande.

https://www.hvidovre.dk/Erhverv/Erhvervsnyheder/2016/06/PlastPack%20Defence

Back To Top